Den Hirschsprungske Samling
Den Hirschsprungske Samling er et kunstmuseum med egen samling af værker. Samlingen består primært af malerier, der kan ses i museets udstillingssale. De resterende malerier er opbevaret på et malerimagasin, der ligger i museets nederste etage. Her er desuden et magasin for grafik og breve, og et magasin for skulpturer. Museet har også møbler som del af værkbestanden, der har stået i hjemmet hos de kunstnere, der er repræsenteret i samlingen, eller er lavet af kunstnere fra perioden.
Hovedparten af museets samling af værker er indkøbt af én mand, nemlig museets grundlægger: tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprung (1836 – 1908). Han erhvervede sit første maleri i 1866. Derfra voksende samlingen støt. Hirschsprung købte kunst af danske kunstnere, dels kunstnere fra hans egen samtid, dvs. skagensmalerne, de moderne og symbolisterne, og dels kunstnere fra guldalderen dvs. værker fra omkring 1810 og frem. Samlingen i dag kan derfor groft sagt siges at ligge indenfor betegnelserne guldalderkunst, skagensmalere og symbolisme. Årstalsmæssigt ligger samlingen indenfor perioden 1810 til 1910. Hirschsprung var desuden én af de første samlere herhjemme, der interesserede sig for skitsen: Han så de kunstneriske kvaliteter i skitsen og erhvervede mange til sin samling. I dag hænger skitserne fremme i museet, side og side med de færdige værker.
Da Hirschsprung startede sin samling, fik alle værkerne plads i hans private hjem i København. I takt med, at samlingen voksende, groede ideen om at lave et museum til samlingen frem. Hirschsprung besluttede at skænke hele sin samling til staten, hvis den til gengæld ville bygge et museum, der kunne huse kunstværkerne. Ideen blev til virkelighed og i 1911 åbnede museet. Arkitekten H.B. Storck tegnede museumsbygningen, der stilmæssigt er inspireret af renæssancens italienske villaarkitektur.
Hirschsprung nåede desværre ikke at se sit livsværk færdiggjort, han døde i 1908. Efter Hirschsprungs død blev ledelsen og det videre indkøb af værker til samlingen overdraget til en direktør.
I 1995 blev museumsbygningen fredet. Museet er i dag en statslig institution under Kulturministeriet, og er derfor sikret en årlig, økonomisk bevilling på Finansloven, der muliggør driften af museet.
Udstillingspraksis og kuratering
Museets første direktør, Emil Hannover, stod for ophængningen af museets værker i det nye museum. Det er stort set Hannovers ophængning, der kan ses på museet den dag i dag. Ophængningen er derfor spændende at studere, da den dels vidner om tidstypiske træk, dels vidner om Hannovers vilje til at gå nye veje og bryde med traditionelle ophængningsprincipper.
Det tog Hannover tre måneder at arrangere ophængningen. Han skriver selv i ”Nogle museumserfaringer” om de mange faktorer, han tog højde for: hvordan værkernes størrelsesforhold indbyrdes skulle skabe ”ro på væggen”, så der var symmetri og ligevægt i ophængningen; hvordan farverne i de enkelte værker skulle harmonere, så værker ikke kom til at skabe farvemæssige sammenstød;; hvordan lyset fra vinduer måtte skærmes, så der ikke blev genskin i værkerne; hvordan farver på vægge og paneler blev nøje udvalgt, så farverne ikke tog opmærksomhed fra værkerne. Dette var blot nogle af de mange forhold, Hannovers ophængning tog med i betragtning.
Som noget ganske nyt i museumssammenhæng valgte Hannover, at ophængningen skulle være kronologisk. Dvs. i rum 1 skulle de tidligste guldalderværker hænge og så fremdeles. Desuden ønskede Hannover så vidt muligt at én kunstners værker skulle begrænses til at hænge i ét rum, men i samme rum kunne flere kunstnere være repræsenteret. Det var selvfølgelig en udfordring, da Hannover igen efterstræbte harmoni, og kunstnerne skulle derfor klæde hinanden.
Den typiske ophængning i perioden var salonophængningen: Værkerne skulle hænge tæt, ovenover og ved siden af hinanden, nærmest ramme ved ramme. I en traditionel salonophængning vil værkerne ligeledes hænge fra gulv til loft; uden hensyntagen til kronologi og uden skelen til indbyrdes harmoni værkerne imellem. Denne type ophængning brød Hannover sig på ingen måde om! Han ønskede ro, symmetri, harmoni og kronologi. På alle museets vægge løber et meget bredt træpanel forneden. Det muliggør derfor kun at hænge værker på væggenes midterste del. Hér hænger værkerne til gengæld tæt, som et lige bånd. Hannover har på denne måde skabt ro og orden, han har med sine kurateringsprincipper stræbt efter at skabe ligevægt, harmoni og frem for alt historisk rækkefølge i kunstnernes på hinanden følgen.
Eftersom Hirschsprungs værker i første omgang var tiltænkt væggene i hans egen stue, og derfor i langt overvejende grad er små formater, ville Hannover genskabe stemningen fra hjemmet, hvor de små værker hang tæt blandt møbler i stuen. Møbler blev derfor også indkøbt til samlingen. Møblerne var enten tegnet af kunstnere eller havde tilhørt kunstnere, der er repræsenteret i samlingen.
Fokus i KuratorTool
KuratorTool er netop spændende i forhold til museets permanente samling, idet der åbnes en mulighed for at skabe nye sammenhænge værkerne imellem og de ovenstående beskrevne udstillingsprincipper kan ophæves, eksperimenteres med samt følges i nye ophængninger.
På museets hjemmeside kan du læse meget mere om Heinrich Hirschsprung og museets historie. Du kan også læse den årlige årsrapport, som museet afleverer til Kulturministeriet - http://hirschsprung.dynamicweb.dk
